en flag go to the original language article
This article has been translated by Artificial Intelligence (AI). The news agency is not responsible for the content of the translated article. The original was published by Ritzau.

En ny aftale mellem Ukraine og Danmark skal bakke op om sundhedsvæsnet i det krigsramte land og støtte landets vej til EU-medlemskab.

Ukraines sundhedsminister, Viktor Liashko, er på besøg i København.

Sammen med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har han mandag skrevet under på en aftale, der skal styrke samarbejdet om det ukrainske sundhedsvæsen.

Det meddeler ministeriet i en pressemeddelelse.

Blandt andet skal Danmark hjælpe Ukraine med at regulere udviklingen og håndteringen af lægemidler og medicinsk udstyr, så landet følger EU’s reguleringer.

Det skal være med til at danne fundamentet for, at Ukraine en dag kan blive et EU-medlemsland.

“Vi står sammen med Ukraine i en meget svær tid for landet, og det er vigtigt for den danske regering, at vi også kan hjælpe på sundhedsområdet. Det siger sig selv, at det er meget vanskeligt for et sundhedsvæsen at skulle fungere i en tid med krig, hvor landet dagligt er under angreb fra Rusland”, siger Sophie Løhde.

Aftalen er et såkaldt strategisk sektorsamarbejde.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal sammen med ukrainske myndigheder igangsætte indsatser, som kan give befolkningen lettere adgang til sundhedsydelser.

Konkret skal samarbejdet handle om at styrke befolkningens mentale sundhed.

Derudover skal Danmark dele erfaringer om indsatsen mod antimikrobiel resistens (AMR).

Regeringen vil også støtte et samarbejde mellem danske og ukrainske hospitaler med penge fra udviklingsbistanden.

Den øgede støtte kan være med til at udvide samarbejdet, så Rigshospitalet kan støtte det ukrainske sundhedsvæsen.

Sidste år indgik Rigshospitalet og Region Hovedstaden en samarbejdsaftale med Kyiv Regional Children’s Hospital.

I forbindelse med mødet skal Sophie Løhde og Viktor Liashko besøge Rigshospitalet og børnehospitalet Mary Elizabeths Hospital.