Vaskemaskiner, støvsugere og smartphones. Det er nogle af de produkter, som forbrugere i EU fremover skal kunne få repareret, så de undgår at købe nye inden for kort tid. EU-Parlamentet har vedtaget nye regler, som giver EU-borgere en “ret til reparation”. Målet med reglerne er både at gavne miljøet og gøre det billigere for borgerne i EU.
Christel Schaldemose (S) er et af de danske medlemmer af EU-Parlamentet, som trykkede på den grønne knap under afstemningen. Hun mener, at forslaget vil indvarsle en kulturændring i vores forhold til forbrug.
”Lige nu kigger vi ind i en fremtid, hvor forbrugsmønstrene bliver nødt til at ændre sig. Vores “brug og smid væk”-kultur kan ikke fortsætte. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu sætter rammer op for en mere bæredygtig forbrugskultur”, siger Christel Schaldemose.
Det nye “right to repair”-direktiv vil i første omgang gælde hårde hvidevarer og elektroniske produkter. Det kan eksempelvis være computere og telefoner.
Hvis ens iPhone har brug for reparation inden for garantiperioden, så kan man bede producenten Apple om at reparere telefonen i stedet for at give en ny, fremhæver Christel Schaldemose som eksempel. Hun mener dog, at lovgivningen kunne have været mere ambitiøs ved at tage flere produkter med. Schaldemose peger selv på cykler som en oplagt varegruppe.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.