Et stort flertal af de danske kandidater til valget til EU-Parlamentet den 9. juni stiller sig bag EU-toppens ønske om at udvide EU med flere nye lande.
Partier fra SF til Venstre ønsker at udvide unionen fra 27 til 30 lande eller flere. Der er dog nuancer mellem partierne, når det gælder tempoet, og hvilke lande der står først for.
Venstres spidskandidat, Morten Løkkegaard, så gerne Ukraine, Moldova og Nordmakedonien med i EU som de første.
”Der er et før og et efter i forhold til krigen i Ukraine. Hvis ikke vi får landene med, så vil de inden for kort tid komme under Putins klamme hånd. Hvis ikke i form af en invasion så som del af en russisk interessesfære”, siger Morten Løkkegaard.
Han afviser til gengæld, at Tyrkiet – som ellers er godkendt kandidatland – bliver medlem. Alene optagelse af det krigshærgede Ukraine kan ifølge en EU-opgørelse efterlade en enorm regning på næsten 1400 milliarder kroner over syv år til de eksisterende EU-medlemslande.
Socialdemokratiets spidskandidat, Christel Schaldemose, erkender udfordringen, men siger, at udvidelsen i 2004 var godt for både landene og EU:
”Ved at give løftet om, at de 10 lande kunne komme med i EU, så valgte de at udvikle sig demokratisk. Hvis ikke vi i dag giver de lande, der står på den anden side af EU’s grænse et EU-perspektiv, så risikerer vi, at de vender os ryggen”, siger Schaldemose.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.