Valgdeltagelsen ved EU-Parlamentsvalget kan ende på 51 procent. Det viser en foreløbig prognose fra EU-Parlamentet.
Det vil i givet fald være en lille fremgang i forhold til 2019, hvor valgdeltagelsen var på 50,66 procent.
Det vil dog være en skuffelse i forhold til forventningerne forud for valget. Her håbede man i EU-Parlamentet på, at omkring 60 procent af vælgerne ville stemme.
Valgdeltagelsen på europæisk plan ser dermed ud til at ende langt under, hvad danskerne kender fra folketingsvalg. Ved valget til Folketinget i 2022 stemte 84,1 procent af de danske vælgere.
Der er kun tale om en prognose. Derfor kan resultatet ændre sig, når valgresultaterne bliver offentliggjort. Det sker først efter klokken 23, hvor de italienske valgsteder som de sidste lukker.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.