Have the article read by OpenAI (Beta). Please note that AI translations may take some time to process.

EU-Kommissionen ønsker med et nyt udspil for EU’s indre marked at reducere årlige administrative omkostninger for europæiske virksomheder med 400 millioner euro.

Det svarer til omkring tre milliarder kroner.

Et af forslagene er at oprette en ny kategori af små og mellemstore virksomheder.

Blandt andet skal der være undtagelser for den nye kategori af virksomheder i forbindelse med at overholde GDPR-regler.

Det oplyser ledende næstformand i EU-Kommissionen Stéphane Séjourné på et pressemøde.

Derudover foreslår Séjourné, at EU-landene udpeger en repræsentant for EU’s indre marked i de nationale regeringer.

“Nu går vi over til andre midler. Vi vil have en mere pragmatisk tilgang. Vi skal gå i krig mod de hindringer, der gør, at virksomheder ikke kan blive til europæiske virksomheder”, siger han.

Under de nuværende regler bliver små og mellemstore virksomheder kategoriseret som store virksomheder, når de overstiger 250 ansatte, og skal dermed følge langt flere retningslinjer.

Det kan ifølge kommissionen være med til at afskrække virksomheder fra at vokse og begrænse konkurrenceevne.

En ny kategori af virksomheder skal gælde for virksomheder med op til 750 ansatte eller op til 150 millioner euro i omsætning.

Den nye kategori af virksomheder skal kunne nyde af nogle af de fordele, som små og mellemstore virksomheder har lige nu sammenlignet med store virksomheder.

Dansk Industri (DI) kalder udspillet et positivt første skridt.

“Men vi håber, at der venter flere reelle byrdelettelser for virksomhederne”, siger Rikke Wetendorff Nørgaard, europapolitisk chef i DI.

“Der er fortsat alt for mange barrierer, der hindrer virksomhedernes mulighed for at vokse på det europæiske marked. Det gælder særligt for små og mellemstore virksomheder”, siger hun.

Omkring 38.000 virksomheder i EU kan ifølge kommissionen falde ind under denne nye virksomhedskategori.

Derudover skal kommissionens udspil øge digitaliseringen for virksomhederne.

Lige nu skal virksomheder ifølge EU-lovgivning levere erklæringer om, at produkterne opfylder EU’s krav, brugsanvisninger og andet – på papir. Det skal ifølge det nye forslag nu blive digitalt.

“Papirdokumentationen har været en tung og bøvlet byrde for mange, og det er jo absurd i en digital tidsalder. Men nu kommer vi endelig ind i dette århundrede. Det er selvfølgelig den helt rigtige udvikling”, siger Rikke Wetendorff Nørgaard.

Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.