Bruxelles (ANSA) – Formandskabet for Eurogruppen, koordineringen af finansministrene i eurozonen, går til Grækenland. For Athen har udnævnelsen af Kyriakos Pierrakakis smagen af en historisk revanche: landet, der var epicentret for statsgældskrisen og for memorandummerne pålagt af Trojkaen, befinder sig i dag ved roret for det organ, der dengang markerede hver fase af dets genopretning. Et sandt rolleskifte.
Det gælder desto mere, fordi Eurogruppen fastlægger retningen for budgetpolitikkerne i eurolandene, og formanden leder, i kraft af sin stilling, også bestyrelsen for Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM), den tidligere ‘redningsfond’ for stater, der netop blev udtænkt i kølvandet på den græske krise.
Valget kom efter et kapløb, der forblev åbent til det sidste med belgieren Vincent Van Peteghem, der på forhånd blev anset som favorit og måske blev straffet af Belgiens modstand mod Reparationslånet til Ukraine. Det, der kan have givet et vendepunkt i spillet, var meddelelsen fra den tyske minister Lars Klingbeil, som før mødet erklærede sin støtte til den græske kandidat.
Med tallene nu på plads fulgte tilbagetrækningen af konkurrenten for at fremme enstemmighed Eurogruppens uformelle praksis. Udnævnelsen af Pierrakakis er et politisk skridt med stærk symbolsk værdi: Grækenland vil lede det organ, som for fjorten år siden var det nervecenter, hvor spændingerne omkring forhandlingerne med Kommissionen, ECB og IMF udspillede sig.
Det var årene med ‘blod, sved og tårer’-planer, nedskæringer, påtvungne reformer og diskussioner, der satte dybe spor i det græske samfund. I dag er billedet ændret. Siden 2018 har Athen været ude af støtteprogrammerne, har genvundet markedernes tillid, har bragt vækst og investeringer tilbage og reduceret gælden hurtigere end mange andre europæiske partnere.
Vendepunktet gik også gennem digitaliseringen af staten, netop ledet af Pierrakakis som innovationsminister. Profilen på den nye formand, 42 år, fra Nyt Demokrati, EPP, afspejler denne forvandling: datalog, to mastergrader mellem Harvard og MIT, involveret i tekniske roller i de første forhandlinger med kreditorerne, vendte han tilbage til politik i 2019 med målet om at modernisere statsapparatet.
Hans ankomst i spidsen for Eurogruppen bryder med en tradition, som fra Juncker til Dijsselbloem, fra Centeno til Donohoe, altid har set ministre fra lande i det nordlige eller vestlige Europa på formandsposten (11. december).
go to the original language article
