Bruxelles – EU-parlamentet skal undersøge, hvordan antallet af underleverandørled inden for eksempelvis byggesektoren kan begrænses.
Rapporten fra parlamentets arbejdsmarkedsudvalg skal laves efter svensk initiativ på grund af en alvorlig elevatorulykke på en byggeplads sidste år, hvor fem bygningsarbejdere omkom.
Efterfølgende viste det sig, at 119 virksomheder var aktive på arbejdspladsen i fem forskellige led.
Byggeelevatoren styrtede 20 meter på en byggeplads i Sundbyberg nord for Stockholm den 11. december 2023. En svensk statslig havariundersøgelse har vist, at dele, såkaldte skrueforbindelser, manglede på elevatoren i mindst en måned før ulykken. På ulykkestidspunktet var den i næsten en uge blevet brugt op til 20 meters højde med “varierende belastninger”.
Konklusionen er, at de “kontrolforanstaltninger, som skulle opfange monteringsfejl, blev ikke anvendt, og derfor blev det ikke opdaget, at skrueforbindelserne manglede”.
“Elevatorulykken i Sundbyberg sætter fingeren på problemet. Der er behov for en begrænsning af lange underleverandørkæder, og for mig er det klart, at Europa skal begrænse til maksimalt to led”, sagde EU-parlamentsmedlemmet og socialdemokraten Johan Danielsson i en udtalelse efter beslutningen om undersøgelsen i parlamentet tidligere i december.
(20. december)