Techgiganten Apple har torsdag sagt, at det ændrer i selskabets App Store for at gøre det nemmere at betale for betalingsapps på andre måder end gennem App Stores eget system.
Det oplyser selskabet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det sker, efter at EU i juni beskyldte virksomheden for at bryde unionens nye digitale regler.
Tvisten handler om den måde, man betaler for betalingsapps på for eksempel sin iPhone eller iPad.
Hidtil har det været sådan, at hvis man for eksempel betaler for et abonnement til en app, såsom datingappen Tinder eller streamingtjenesten Netflix, sker det gennem App Store.
Apple opkræver et gebyr på 30 procent af betalingen. Hvis der er tale om et vedvarende abonnement falder det til 15 procent af hver betaling efter det første år.
Flere appudviklere har på grund af gebyret forsøgt at få deres brugere til at betale ad andre kanaler end Apples officielle App Store.
Ifølge EU har Apple dog gjort en ihærdig indsats for at begrænse udviklere i at lede brugere til andre betalingsveje.
Tilbage i juni sagde Margrethe Vestager, som er næstformand i EU-Kommissionen, at Kommissionens foreløbige holdning var, at “Apple ikke tillader styring fuldt ud”.
“Styring er nøglen til at sikre, at app-udviklere er mindre afhængige af gatekeepernes app-butikker, og at forbrugerne bliver opmærksomme på bedre tilbud, lød det i en pressemeddelelse.”
Nu siger Apple, at der vil være ændringer i App Stores betingelser, således at den virtuelle butik lever op til EU-reglerne.
Det præciseres ikke helt konkret, hvilke ændringer der bliver implementeret, men Apple oplyser, at man fremover vil opkræve udviklere et gebyr på fem procent af salg, der bliver foretaget på deres enheder som iPhones og iPads.
Det gælder køb, hvor man bliver ledt ud af appen og ind på en hjemmeside på sin telefon.
Google, som står for udviklingen af telefonsystemet Android, tager ligeledes et gebyr på 30 procent for salg af apps og køb gennem dets egen appstore, Play Store.
Forskellen fra Apple er dog, at man på en androidtelefon kan hente og installere apps fra andre steder end Googles officielle appstore. Man kan for eksempel hente dem gennem sin internetbrowser.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.