Have the article read by OpenAI (Beta). Please note that AI translations may take some time to process.

EU-landene har besluttet at fjerne tjek af personer ved de indre grænser til Bulgarien og Rumænien fra 1. januar 2025.

Dermed bliver de to lande fuldgyldige medlemmer af Schengen. Det oplyser EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

“Fuldt ud med i Schengen – hvor I hører hjemme”, skriver Ursula von der Leyen på det sociale medie X.

Det to lande har begge været med i EU siden 2007, men har de hidtil ikke været fuldt med i Schengen-samarbejdet.

Det skyldes, at der har været tvivl om, hvorvidt de kunne leve op til reglerne, der skal sikre de åbne grænser i Schengen-området. De åbne, indre grænser stiller en række krav til sikring af de ydre grænser i Schengen-området.

Et spørgsmål, som har længe har været ømtåleligt for EU, hvor EU-landene er delte om, hvordan man skal håndtere migranter, som kommer ind over EU’s ydre grænser.

Siden deres tiltrædelse af EU har Bulgarien og Rumænien anvendt dele af Schengen-reglerne. Det gælder blandt andet reglerne for kontrol ved de ydre grænser. Samt politisamarbejde og brug af Schengen-informationssystemet.

Nabolandet Ungarn – der i øjeblikket har formandskabet for EU – har kæmpet for, at de to lande nu også skal have lov til at få del i den frie bevægelighed internt i Schengen-området.

Det siger Ungarns indenrigsminister, Sándor Pintér.

Som formandskabsland for EU sidder Ungarn i øjeblikket for bordenden i Ministerrådets forhandlinger.

“Det er et historisk øjeblik endelig at kunne byde Bulgarien og Rumænien velkommen som fuldgyldige Schengen-medlemmer.

– Dette skridt vil ikke kun være til gavn for borgere fra Rumænien og Bulgarien, men til gavn for hele EU”, siger Sándor Pintér.

Schengen er det største område med fri bevægelighed i verden og anses for at være et af de vigtigste resultater af europæisk samarbejde.

Det begyndte i 1985 som et mellemstatsligt samarbejde mellem Frankrig, Tyskland, Belgien, Holland og Luxembourg, der aftalte at afskaffe grænsekontrollen mellem landene.

Nu dækker Schengen-området 29 lande – inklusive Danmark – med tilsammen 420 millioner indbyggere.

Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.