Have the article read by OpenAI (Beta). Please note that AI translations may take some time to process.

Regeringen har onsdag indhentet mandat hos Folketinget til, at statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag kan støtte EU-Kommissionens nye forsvarsplan.

Det fortæller økonomiminister Stephanie Lose (V) efter et møde i Folketingets Europaudvalg.

Alle partier på nær løsgænger Theresa Scavenius stillede sig bag oplægget, lyder det.

“Det gør, at regeringen og statsministeren har et stærkt rygstød fra Folketinget, når hun i morgen tager til Bruxelles for at stille sig stærkt bag EU-Kommissionens forslag til en oprustning af Europa”, siger Lose.

På onsdagens møde i Europaudvalget bad Stephanie Lose på vegne af regeringen om opbakning til, at regeringen kan stille sig “fuldtonet” bag den plan, som kommissionen har fremlagt om oprustning af Europa.

Her er det et centralt punkt at lempe de finanspolitiske regler, så EU-landene lettere kan øge deres investeringer i militær oprustning.

“Det er en dansk prioritet, at vi kan gøre Europa i stand til i langt højere grad at tage vare på egen sikkerhed, og det kræver massive investeringer i Forsvaret. Det skal vi nu sikre rammerne for, at det kan lade sig gøre”, siger Stephanie Lose.

Det drejer sig om at skrue på flere håndtag.

“Lånefaciliteringen og aktiveringen af nationale undtagelsesbestemmelser i de finanspolitiske regler er centrale for, at landene i langt højere grad kan øge deres forsvarsudgifter”.

Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.