En beslutning fra EU om at lægge en ekstra told oven i den allerede eksisterende toldsats på 10 procent på elbiler, der er produceret i Kina, vækker harme blandt kinesiske bilproducenter.
Tirsdag offentliggjorde EU et udkast af konklusionerne i en undersøgelse af mulig kinesisk statsstøtte til landets elbilindustri.
Konklusionerne har bekræftet EU i, at der foregår konkurrenceforvridende statsstøtte, og derfor fastholder man de ekstra toldsatser på op mod 36,3 procent.
Der er dog sket lidt forskydninger i forhold til, hvor hårdt de forskellige bilmærker rammes.
Blandt andet slipper Tesla med en ekstratold på bare 9 procent på biler, der eksporteres fra selskabets kinesiske fabrikker til Europa.
Det skyldes, at EU-Kommissionen finder det bevist, at selskabet modtager mindre kinesisk støtte end mange af de andre producenter.
Derimod vil den kinesiske bilproducent BYD fremover blive mødt af en ekstratold på 17 procent på biler, der eksporteres til Europa.
EU-Kommissionen har opfordret den kinesiske regering til at indgå forhandlinger, der kan reducere straftolden, hvis statsstøtten reduceres.
De kinesiske bilproducenters brancheforening advarer dog mod, at straftolden er ødelæggende for kinesiske virksomheders lyst til at investere i Europa.
Det vil igen betyde, at udviklingen af den europæiske bilindustri samt den grønne omstilling vil blive sat tilbage, ligesom det også vil gå ud over udsigterne til flere nye arbejdspladser.
Som en slags modsvar til den europæiske straftold har Kina indledt en undersøgelse af nogle af de mejeriprodukter, som kineserne importerer fra EU.
Undersøgelsen skal ligeledes klarlægge, om europæiske mejerier opnår konkurrenceforvridende statsstøtte.
Kineserne har for en måneds tid siden varslet en lignende undersøgelse af importeret svinekød.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.