Stockholm – Stram migrationspolitik er absolut nødvendig for at kunne håndtere andre svære spørgsmål i Europa, siger Sveriges statsminister Ulf Kristersson forud for EU-ledernes topmøde i Bruxelles i slutningen af ugen.
EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen har forud for topmødet sendt breve til EU-lederne. Hun lover lovforslag, der skal øge presset på migranter for at vende tilbage, hvis de ikke kan blive i EU. Og at endnu engang undersøge, om det er muligt at bygge særlige centre for asylansøgere uden for EU’s grænser.
Brevet er et svar på krav om strammere greb i asylpolitikken fra mange medlemslande, heriblandt Sverige.
I denne uge meddelte Polen, at man midlertidigt ønsker at fjerne asylretten, og spørgsmålet forventes at blive taget op ved topmødet. Polen anklager Rusland og Hviderusland for at sende migranter over grænsen i et hybridangreb for at forsøge at destabilisere EU.
Ulf Kristersson har forståelse for, hvordan Polen har ageret og åbner for, at asylretten skal justeres.
“Asylretten er ikke tilpasset til, at lande som Rusland skal ‘instrumentalisere’ migranter og bevidst flytte dem over grænser ind i nabolande. Man er nødt til at turde se asylspørgsmålene i et geopolitisk lys, som er anderledes i dag end det var efter Anden Verdenskrig”, siger han forud for topmødet.
(15 oktober)