es flag go to the original language article
This article has been translated by Artificial Intelligence (AI). The news agency is not responsible for the content of the translated article. The original was published by Europa Press.

Madrid – EU er i gang med at udarbejde en ny tilgang til at håndtere sit forhold til Sahel-landene i en tid, hvor afstandtagen fra Mali, Burkina Faso og Niger er mere end tydelig, men samtidig er man klar over, at man skal tale med de militærjuntaer, der styrer dem, og blandt europæerne, især de sydlige partnere, er der en spirende frygt for den russiske tilstedeværelse i denne region og de trusler, der udspringer derfra.

Den, der er ansvarlig for udarbejdelsen af denne nye ’tilgang’ i det europæiske jargon, er EU’s særlige udsending til Sahel, Joao Cravinho, der har været i stillingen siden december sidste år, og som under sit besøg i Madrid forklarede, at han stadig er i lyttefasen for at kunne indsamle alle de elementer, der gør ham i stand til at udarbejde dokumentet.

Hans opgave er at “indgå i dialog med alle Sahel-landene”, inklusive de tre centrale Sahel-lande, der i øjeblikket styres af militærjuntaer, samt “det bredere nabolag”, forklarer kilder fra den Europæiske Udenrigstjeneste (EEAS), som Cravinho er underlagt, tidligere udenrigsminister i Portugal.

I “hjertet” af det, der vil være den nye tilgang, præciserer kilderne, vil være “at identificere gensidige interesser” med disse lande “som grundlag for mulig samarbejde” i fremtiden, samtidig med at de gør det klart, at “det vil variere fra land til land givet de forskellige kontekster i Sahel”, en region der strækker sig fra Mauretanien til Sudan.

AT TALE MED MILITÆRET

For at finde disse fælles punkter, som Cravinho hævdede ved den begivenhed, han deltog i hos EsadeGeo, er det nødvendigt at tale med militærjuntaerne. “Vi har ikke råd til at sige, at vi ikke kan lide dem, fordi de bærer uniformer,” sagde EU’s udsending, blandt andet fordi “disse regimer, der er kommet til magten på en forfatningsstridig måde, ikke vil forsvinde fra den ene dag til den anden.”

Ifølge ham, hvis der er noget, han har kunnet konstatere i de måneder, han har været i stillingen og i de kontakter, han har haft, så var den europæiske dialog med de centrale Sahel-lande “meget nedslidt” hovedsageligt på grund af “en gensidig manglende evne til at lytte til hinanden og forklare, hvad der er vigtigt for os.”

I disse lande blev det ikke forstået, hvad europæerne ønskede, og deres tilbud om assistance blev endda set med mistro, fordi man troede, at der var en form for “dagsorden bag”, når, ifølge Cravinho, europæerne ikke har “noget at skjule”, selvom de har nogle interesser, når det kommer til stabiliteten i Sahel.

FORHOLDET TIL RUSLAND FUNGERER IKKE

Således gjorde han det klart, at “det er mere nyttigt, når vi forklarer og søger konvergens” med disse landes interesser, især når de, ifølge ham, begynder at indse, at deres tilnærmelse til Rusland, især i tilfælde af Mali og i mindre grad Burkina Faso og Niger, ikke har givet de forventede resultater.

En af årsagerne bag bølgen af kup, der begyndte i Mali i august 2020 og kulminerede i Niger i juli 2023, med et andet kup i det første land og to også i Burkina Faso, var netop utilfredsheden blandt militæret med, hvordan kampen mod jihadismen blev ført.

Disse tre lande er i øjeblikket blevet det primære terroristhandlingssted på verdensplan. Ifølge Global Terrorism Index 2025 stod denne region for 51% af de globale dødsfald og 19% af angrebene. Derudover er fem af de ti lande, der er mest ramt af terrorisme, i denne del af Afrika, og Burkina Faso er det mest ramte land på verdensplan.

Den militære respons er ikke tilstrækkelig, og den russiske støtte har “grænser”, advarer Cravinho

Militærjuntaerne så desuden i Vesten, og mere specifikt i Frankrig, deres tidligere kolonimagt, en af de ansvarlige for forværringen af situationen, i lyset af de forskellige antiterroroperationers fiasko til at bremse jihadismens udbredelse. Derfor brød de alle forbindelserne med Paris og tvang de franske tropper til at forlade, hvilket i tilfældet Mali også blev udvidet til FN-missionen samt EU-missionen, som også måtte afslutte sine missioner i Niger.

De tre lande rettede derefter blikket mod Rusland, som har givet dem militær støtte både i form af udstyr og i det konkrete tilfælde af Mali, i form af tropper, med udsendelsen af lejesoldater fra Wagner-gruppen, nu omdannet til Africa Corps og under kontrol af det russiske forsvarsministerium. Ifølge Cravinho er de nu klar over, at den militære respons alene ikke er tilstrækkelig, og at den russiske støtte har “grænser”.

I denne forbindelse udtrykte han overbevisning om, at EU på et tidspunkt vil være nødt til at tage fat på spørgsmålet om sikkerhed i Sahel, selvom der i øjeblikket ikke er plads til en “europæisk intervention”, men at det vil være nødvendigt at “militært støtte” disse lande, som ifølge ham nu er “mere modtagelige” end de var før.

MAN SKAL FORSTÅ DERES SUVERÆNITETS DISKURS

På den anden side advarede Cravinho om, at EU skal “tage den panafrikanske suverænitetsdiskurs, som militærjuntaerne bruger, alvorligt”, da det er “meget svært for dem at acceptere humanitær assistance”, da det afslører deres manglende evne til at løse problemerne, men de ser bedre på udviklingshjælp.

Derfor er det noget, EU skal “vide at arbejde med og gøre på en følsom måde”. I denne forbindelse påpegede han behovet for at finde nye samarbejdsværktøjer med disse lande. I øjeblikket, sagde han, fokuserer den europæiske udviklingssamarbejde på store projekter, som dem der finansieres af Global Gateway, “som er lidt uforenelige med virkeligheden” i Sahel, eller på humanitær hjælp.

Der er en enorm afstand mellem de to, derfor arbejder EU allerede på at “udvikle mere relevante værktøjer”, sagde han. “Det vil tage tid,” indrømmede Cravinho, idet han understregede, at “Sahel er et godt eksempel på, hvorfor vi har brug for en anden form for samarbejde” i EU.

Han advarede også om vigtigheden af at bidrage til udviklingen af disse lande, hvor befolkningen overvejende er ung, og hvor manglen på muligheder får mange til at søge et bedre liv andre steder, herunder Europa. I denne forbindelse sagde Cravinho: “Hvis vi ikke ved, hvordan vi skal arbejde i Sahel og med Sahel, vil de migratoriske dynamikker fortsætte.” (14. april)