Stockholm – Den frygtede mund- og klovesyge er brudt ud i en besætning malkekøer i Ungarn.
I januar blev der også konstateret mund- og klovesyge i en mindre besætning med vandbøfler i Tyskland, ifølge den svenske myndighed Statens veterinärmedicinska anstalt.
At der har været to udbrud inden for EU på så kort tid er “meget bemærkelsesværdigt”, mener Sveriges statsepizootolog Karl Ståhl.
“Udbruddet i Tyskland var meget uventet, blev en alarmklokke for hele EU, og mindede os om, at mund- og klovesyge kan dukke op uventet selv i Sverige”, skriver han i en kommentar på Statens veterinärmedicinska anstalts hjemmeside.
Virussen, der er påvist i Ungarn, er ikke beslægtet med den, der blev påvist i Tyskland, og der er ingen fælles smittekilde.
For dyreejere er det nu vigtigt at være opmærksomme, mener Karl Ståhl, da tidlig opdagelse er vigtig for at begrænse spredning.
Risikoen for spredning til Sverige vurderes som meget lav.
(17. marts)