“`html
Bruxelles – EU-Kommissionen har indledt en formel undersøgelse mod Tiktok.
Nettogiganten mistænkes for ikke at have levet op til sine forpligtelser inden den første runde af præsidentvalget i Rumænien.
”Efter alvorlige indikationer på, at udenlandske parter påvirkede valget i Rumænien gennem Tiktok, undersøger vi nu omhyggeligt, om Tiktok har brudt EU’s digitale serviceforordning (DSA),” skriver kommissionsformand Ursula von der Leyen i en pressemeddelelse.
Mistankerne vedrører blandt andet, at Tiktok ikke skulle have gjort det nødvendige for at forebygge risici samt i håndteringen af politiske reklamer og betalt materiale.
Den første valgrunde i Rumænien var præget af en sensationel fremgang for den pro-russiske højreekstreme kandidat Calin Georgescu, som hurtigt fik millioner af følgere på blandt andet Tiktok.
Siden da er resultatet blevet ugyldiggjort, og valgrunden skal gentages i foråret 2025.
Tiktok og Rusland har tidligere afvist alle beskyldninger om involvering i det rumænske valg.
(17. december)
“`