USA’s præsident, Donald Trump, har med sin toldkrig skabt en ny økonomisk virkelighed, der også rammer lande, som regnede sig for Trumps venner.
Alle EU-lande er blevet pålagt told på 15 procent på eksport af varer til USA.
Den træder i kraft torsdag, og den har allerede forvoldt økonomisk skade og usikre vilkår.
Også i et land som Ungarn, der før Trumps toldkrig, som han indledte i april, havde store forventninger til præsidenten.
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, havde lovet, at “hans kære ven” Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus indvarslede en ny “guldalder”.
Piben har fået en anden lyd, for Trumps told rammer den ungarske bilindustri hårdt.
Bilordrer er aflyst, og der venter nu omlægninger af arbejdsgangen på fabrikkerne.
Det siger fagforeningsmanden Zoltan Laszlo, som repræsenterer arbejdere på den mexicanske bilfabrik Nemak i Ungarn, til Reuters.
I de senere år er Ungarn og nabolandet Slovakiet blevet produktionscentre for store, internationale bilmærker. Heriblandt britiske Jaguar og Landrover, tyske Mercedes og japanske Suzuki.
Også Slovakiets premierminister, Robert Fico, har udtrykt stor begejstring for Trump. Han har rost præsidenten for hans indsats i fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland.
Før Trump blev præsident, var tolden på import af biler fra EU til USA på 2,5 procent. Kort efter sin indsættelse hævede Trump den til 25 procent, og senere er den så sænket til 15 procent.
Denne toldslalom har medført kaos, fortæller Zoltan Laszlo.
Bilindustrien i Ungarn og Slovakiet lever af at importere reservedele og eksportere færdige biler. Den er derfor blandt de hårdest ramte af tolden i EU.
Den ungarske økonom Matej Hornak vurderer, at tolden vil betyde et fald i eksport på adskillige hundrede millioner euro og en nedgang på 10.000-12.000 job i bilsektoren i Ungarn.
Efter at de nye toldsatser mod EU blev annonceret, var Orbán hurtig til at give formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, skylden for ikke at forhandle en bedre aftale.
Trump “spiste hende til morgenmad”, sagde Orbán om den amerikanske præsidents møde med von der Leyen på et af Trumps golfresorts i Skotland.
Tyske Volkswagen, som er en af de største arbejdsgivere i Ungarn, producerer biler i Gyor. De biler produceres til det amerikanske marked.
Ud over den højere told har Trumps indsættelse langtfra skabt en ny guldalder for Ungarn, som det ellers blev lovet af Orbán.
Den ungarske regering havde opstillet et mål for vækst i økonomien på 3,4 procent. Det er nu nedjusteret til 1 procent.
/ritzau/
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.