Ukraine har et stærkt og akut behov for hjælp til at styrke sit luftforsvar. Det anerkender EU-landenes stats- og regeringschefer, som er samlet til topmøde onsdag aften, hvor de har vedtaget en fælles tekst om Ukraine.
Stats- og regeringscheferne havde kontakt med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, over en video-forbindelse under topmødet. I en tale bad præsidenten om hjælp til at styrke Ukraines luftforsvar.
Det skete med henvisning til Ruslands missilangreb onsdag på byen Tjernihiv, hvor flere end 17 personer ifølge Zelenskyj blev dræbt og 60 såret. Han konstaterede, at Ukraine “uheldigvis” ikke har samme niveau af luftforsvar, som Israel har i Mellemøsten.
Zelenskyj har tidligere udtrykt forundring over, at Israel med hjælp fra USA formåede at skyde næsten alle de 300 droner og missiler ned, som Iran i weekenden sendte mod Israel. Den samme type våben, som rammer Ukraine.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.