Den danske regering ønsker at sætte Irans Revolutionsgarde på EU’s terrorliste, hvis det er muligt. Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Udmeldingen kommer, efter at EU-landene mandag blev politisk enige om sanktioner mod Irans produktion og eksport af droner og missiler.
Dermed tager EU-landene det hidtil mest markante skridt over for Iran efter landets angreb på Israel med omkring 300 droner og missiler. Danmark er dog klar til at gå videre af sanktionssporet, hvis det bliver muligt.
”Vi presser på for at få de hårdest mulige sanktioner mod Iran. Det er konsensusstof, så det kræver, at alle EU-lande er enige. Og så kræver det et juridisk grundlag, før man kan sætte Irans Revolutionsgarde på terrorlisten”, siger Lars Løkke Rasmussen.
Den danske udenrigsminister henviser til, at der først skal falde en dom fra en europæisk domstol, før Irans Revolutionsgarde kan havne på terrorlisten.
Listen rummer personer, grupper og enheder, som EU har juridisk grundlag for at vurdere er involverede i terrorhandlinger. Den fungerer som en slags udvidet sanktionsliste. Hvis man er opført på listen, kan EU eksempelvis indefryse den listede person eller enheds konti. Derudover samarbejder EU’s medlemslande om efterforskning og udveksling af information om de opførte på listen.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.