Ungarns premierminister, Viktor Orbán, repræsenterer på ingen måde Nato, men alene Ungarn, når han besøger Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Moskva. Det fastslår Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg. Udmeldingen kommer på et pressemøde fredag, forud for at Nato i næste uge holder topmøde i Washington. Her er målet blandt andet at sikre støtte til Ukraine, der kæmper mod russiske invasionsstyrker.
“Det vigtige er, at alle allierede, inklusiv Ungarn, er enige om, at Rusland er aggressoren i krigen, og at Ukraines territoriale suverænitet skal respekteres”, siger Stoltenberg.
Det støtter Ungarn også op om, siger Stoltenberg. Han undlader direkte at kritisere Orbán for besøget, der igen har vakt opsigt og skabt ny tvivl om, hvorvidt Ungarn vil blokere for hjælp til Ukraine.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, advarer på det sociale medie X om, at “eftergivenhed ikke vil stoppe Putin”.
“Kun sammenhold og beslutsomhed vil bane vejen for en omfattende, retfærdig og varig fred i Ukraine”, skriver von der Leyen.
Jens Stoltenberg ser ikke besøget som tegn på, at Ungarn nu vil blokere for beslutninger om Ukraine på næste uges topmøde.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.