Have the article read by OpenAI (Beta). Please note that AI translations may take some time to process.

Stine Bosse, som er valgt til Europa-Parlamentet for Moderaterne, trækker sig fra sin bestyrelsespost i den norske bank DNB. Det skriver banken i en børsmeddelelse, lige som Stine Bosse selv skriver det på LinkedIn. Det skyldes, at hun vil fokusere på sit job som medlem af Europa-Parlamentet, lyder det. “Der må ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved min loyalitet over for de danske vælgere, som har stemt på mig, hvorfor jeg har meddelt DNB, at jeg ønsker at udtræde af DNB’s bestyrelse i dag,” skriver Stine Bosse.

I løbet af de seneste dage har både Kira Marie Peter-Hansen, der sidder i Europa-Parlamentet for SF, og Anders Vistisen, der er valgt til parlamentet for DF, over for Ekstra Bladet været kritiske over for, at Stine Bosse fortsat sad i DNB’s bestyrelse. “Jeg synes, det er et generelt problem, når politikere samtidig varetager betalte poster for virksomheder, der driver lobbyvirksomhed,” skrev Kira Marie Peter-Hansen i en sms til Ekstra Bladet tirsdag.

DNB driver lobbyvirksomhed på blandt andet miljøområdet i EU. Stine Bosse har efter valget 9. juni blandt andet fået en plads i udvalget for miljø, folkesundhed og fødevaresikkerhed i parlamentet. Stine Bosse havde oprindeligt planlagt at udtræde af DNB’s bestyrelse i foråret 2025, når hendes mandat udløb. Hun blev valgt til bestyrelsen i april 2023 for en periode på to år.

Tidligere har Bosse forsvaret sit valgt om at blive i den norske bankbestyrelse. Tirsdag skrev hun på LinkedIn, at hun havde trukket sig fra de bestyrelser, hun var med i undtagen den norske bank. Hun pointerede, at hun havde meddelt banken, at hun ikke ville genopstille ved næste generalforsamling i foråret 2025.

“Vil man gerne have erhvervsfolk i politik, må man acceptere, at vi har en fortid i diverse bestyrelser – det er vores styrke og vores bidrag, så eksempelvis Europa-Parlamentet kan bestå af forskellige baggrunde og kompetencer,” skrev hun tirsdag på LinkedIn.

Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.