Stop med uhæmmet at bruge personlige data til at målrette reklamer.
Det er populært sagt budskabet fra EU-Domstolen. Fredag greb domstolen ind over for sociale mediers brug af persondata til reklameformål.
Når det sker “uden tidsbegrænsning og uden skelnen mellem datatyper”, så er det i strid med EU’s generelle databeskyttelsesforordning (GDPR). Det fastslår domstolen ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Den konkrete sag blev anlagt af den østrigske databeskyttelsesaktivist Max Schrems.
Han har tidligere vundet to store retssager mod Facebook, der har betydning for brugen af data.
I den aktuelle sag gik Schrems til en østrigsk domstol. Målet var at få stoppet Facebooks håndtering af hans personlige oplysninger.
Situationen opstod, efter at Schrems offentligt havde talt om sin homoseksualitet. Han klagede over, at Facebook brugte oplysningen til blandt andet reklame rettet personligt mod ham.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.