Have the article read by OpenAI (Beta). Please note that AI translations may take some time to process.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, trodser en arrestordre udstedt af Den Internationale Straffedomstol (ICC) og inviterer Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, til Ungarn.

Det siger Orbán til Ungarns statsradio ifølge Reuters.

ICC udstedte torsdag en international arrestordre på både Netanyahu og den forhenværende israelske forsvarsminister Yoav Gallant, da de mistænkes for at have begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Det skal være sket i forbindelse med krigen i Gaza.

EU’s udenrigschef, Josep Borrell, sagde efterfølgende, at EU’s medlemslande skal respektere arrestordren fra ICC. Men selv om Ungarn for tiden har formandskabet i EU, har Orbán ikke tænkt sig at handle på arrestordren.

Til den ungarske statsradio siger Orbán, at beslutningen om at udstede arrestordren på Netanyahu er “forkert”. Han siger videre, at Netanyahu vil kunne føre forhandlinger og være i sikkerhed i Ungarn.

ICC mener, at Netanyahu og Gallant har begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved blandt andet at hindre, at mad og medicin når ind til de civile i Gaza.

Derudover stiller domstolen de to israelske ministre til ansvar for i hvert fald to angreb, der ifølge ICC’s vurdering var rettet direkte mod civile i det palæstinensiske område.

Ud over Netanyahu og Gallant har ICC udstedt en international arrestordre på Mohammed Deif. Han er – eller har været – leder af den militante bevægelse Hamas’ væbnede gren, al-Qassem-brigaderne.

Deif blev i juli rapporteret dræbt i et israelsk angreb i Gaza, men det er ifølge ICC ikke bekræftet, at han faktisk er død.

Arrestordren på Mohammed Deif bygger også på, at han ifølge ICC har begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Det skal være sket fra 7. oktober 2023, hvor Hamas angreb Israel.

Deif er ifølge ICC ansvarlig for massedrab begået mod civile og soldater i Israel 7. oktober og for tilfangetagelser og efterfølgende seksuelle overgreb og tortur begået mod gidsler i Hamas’ varetægt.

Ungarn er ikke det eneste vestlige land, der går imod ICC’s arrestordre, og fra amerikansk side har præsident Joe Biden kaldt arrestordren for “skandaløs”.

“ICC’s arrestordrer på israelske ledere er skandaløse. Lad mig gøre det helt klart: Uanset hvad ICC indikerer, så kan Israel og Hamas på ingen måde – overhovedet – sammenlignes”, sagde Biden torsdag.

USA har helt grundlæggende afvist arrestordrerne.

Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.