Det er svært at finde lyspunkter eller positive vinkler på den amerikanske præsident Donald Trumps udmelding om, at alle ikke-amerikanske biler vil blive pålagt 25 procent told, når de importeres til USA. I hvert fald hvis man spørger Gitte Seeberg, der er administrerende direktør for Autobranchen Danmark.
– Bundlinjen er, at det hele ender med at blive dyrere for alle, og jeg tror i første omgang, at det går hårdest ud over de amerikanske bilkøbere.
– Mange af de amerikanske producenter har placeret dele af deres produktion i Mexico og Canada, og nogle dele ryger flere gange frem og tilbage over grænsen. Derfor vil deres biler også blive ramt af tolden, siger hun.
Gitte Seeberg er dog ikke blind for, at effekten også vil ramme Europa – og særligt Tyskland, fordi det bliver sværere at afsætte biler til amerikanerne.
– Det kommer selvfølgelig også til at gå ud over den trængte tyske bilindustri og dermed også de danske virksomheder, der leverer dele til den.
– Vi har hele tiden håbet på et opsving, der kan få gang i hjulene i Tyskland igen, men det her vil naturligvis bremse den bevægelse, mener Gitte Seeberg.
Hun roser EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, for intentionen om at prøve at nå frem til en forhandlingsløsning med amerikanerne, der kan afbøde nogle af skadevirkningerne.
Gitte Seeberg forudser, at den amerikanske told kan sætte gang i en kædereaktion, der rykker rundt på nogle af bilernes hidtidige veje fra producent til forbruger.
– Det kan betyde, at de biler, der egentlig var udset til de amerikanske marked, bliver sendt andre steder hen, for eksempel til Europa.
– Vi ser jo også, at danskerne er begyndt at tage de kinesiske biler til sig. Selv om der måske har været en smule skepsis, så har opfattelsen ændret sig den seneste tid, og derfor kan det være, at vi vil se endnu flere kinesiske biler i Danmark de kommende år, siger hun.
Gitte Seeberg forventer ikke, at en eventuel europæisk strafreaktion i form af told på amerikanske biler får den store betydning på det danske marked. Mange af de amerikanske mærker, der forhandles i Danmark, har produktion i Europa eller Kina, og derfor får tolden ingen effekt på disse biler. Det gælder blandt andet Tesla, der har en stor fabrik ved Berlin.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.