Have the article read by OpenAI (Beta). Please note that AI translations may take some time to process.

Dan Jørgensen er efter høring i EU-Parlamentet blevet godkendt med to tredjedels flertal.

Det oplyser medlem af EU-Parlamentet for SF Kira Marie Peter-Hansen, som lykønsker den danske kandidat.

– Det er vist på sin plads at sige stort tillykke til Dan Jørgensen. I De Grønne kan vi støtte ham, fordi han har lyttet til flere af vores krav.

– Blandt andet med konkrete mål på grøn energi og ingen EU-skattekroner til atomkraft. Der var meget, han var lidt vag på, men alt i alt tror vi på, at han kan blive en god kommissær, siger Kira Marie Peter-Hansen.

EU-Kommissionen er dog endnu ikke godkendt samlet set. Derfor kan Dan Jørgensen endnu ikke være helt sikker på posten som kommissær for energi og boliger.

Det klare ja fra EU-Parlamentets udvalg efter den tre timer lange høring tirsdag er dog et stort skridt på vejen.

Nu vil udvalget sende et brev til EU-Kommissionens genvalgte formand, Ursula von der Leyen, hvor man gør det klart, at Dan Jørgensen vurderes som egnet til at varetage opgaven.

Umiddelbart efter høringen var Dan Jørgensen selv lettet over forløbet af den store eksamen for de kommende kommissærer. Før han kendte resultatet af voteringen, sagde Dan Jørgensen:

– Jeg havde sommerfugle i maven. Det er over tre timer foran nogle mennesker, som er meget kompetente og går op i de vigtige dagsordener, som de også arbejder med hver dag.

– De var bevæbnede til tænderne, men jeg syntes heldigvis, at det blev en rigtig god høring, hvor de fokuserede på de ting, som jeg også mener er vigtige for Europa, sagde Dan Jørgensen.

I flere uger op til høringen har han forberedt sig ved blandt andet at tage møder med medlemmer af EU-Parlamentet for at få deres synspunkter på, hvad der skal prioriteres.

– Selv om jeg har arbejdet med området i mange år, så har jeg virkelig været på skolebænken for at forberede mig. Jeg har også brugt mange timer foran skærmen og med tykke rapporter, og det fik jeg heldigvis lov til at bruge i høringen, sagde Dan Jørgensen.

I de kommende dage fortsætter høringerne af kandidaterne til poster i EU-Kommissionen.

Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.