Have the article read by OpenAI (Beta). Please note that AI translations may take some time to process.

En fælles EU-garantifacilitet skal styrke europæisk konkurrenceevne gennem store grønne investeringer og investeringer i blandt andet kunstig intelligens.

Sådan lyder et forslag fra erhvervsminister Morten Bødskov (S). Han er torsdag i Bruxelles, hvor han vil præsentere den danske idé på et møde for EU-landenes ministre med ansvar for konkurrenceevne.

Dermed løfter den danske regering nu en del af sløret for Danmarks svar på den såkaldte Draghi-rapport.

Rapporten blev præsenteret af den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, i september, og den peger på enorme udfordringer for den europæiske konkurrenceevne.

“Draghi-rapporten slår fast med syvtommersøm, at EU-fællesskabet er udfordret, når det gælder investeringer i ny teknologi. Særligt grønne teknologier og grøn omstilling”, siger Bødskov.

Draghi-rapporten påpeger, at USA og især Kina investerer massivt i grøn omstilling. Og det sker med mindre bureaukrati og hurtigere adgang til pengene end i EU.

Derfor foreslår den danske regering, at der oprettes en EU-garantifacilitet.Her skal EU via EU-budgettet være med til at garantere for investeringer i eksempelvis grønne infrastrukturprojekter. Det skal få private investorer til at gå med og putte private midler i projekterne.

Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.