Der bør gennemføres store investeringer i innovation, energi og grøn omstilling, så EU kan konkurrere globalt. Sådan lyder konklusionen fra store dele af dansk erhvervsliv, efter præsentation af Mario Draghis rapport om konkurrenceevnen i EU.
Rapporten peger på, at EU igennem flere årtier har tabt produktivitet i forhold til USA og Kina. Dermed udgør EU en stadig mindre del af verdensøkonomien.
En situation, der ifølge rapporten kun kan rettes op gennem enorme investeringer og reformer i EU. En konklusion, som deles af dansk erhvervsliv.
“Der skal satses big time på innovation i Europa, energipriserne skal ned, og Europa skal mindske sin afhængighed af andre regioner, ikke mindst på det sikkerhedspolitiske område”, siger administrerende direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen.
Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen, ser også mange gode forslag i Draghi-rapporten. Blandt andet, at der skal sættes turbo på elektrificeringen af Europa.
Derfor bliver man nødt til at gå med åbent sind ind i diskussionerne om finansieringen, mener Brian Mikkelsen.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.