EU-landenes ministre har tirsdag givet deres endelige godkendelse af asyl- og migrationspagten. Det skriver det tyske nyhedsbureau DPA.
Det sker, efter EU-Parlamentet tidligere også har godkendt pagten, der består af 10 stykker lovgivning. Dermed er asyl- og migrationspagten endeligt vedtaget.
Ungarn og Polen stemte dog imod hele pakken, og lande som Østrig og Slovenien var imod bestemte dele af pagten, som blev vedtaget med kvalificeret flertal.
Det skete lidt utraditionelt på et møde for EU-landenes finansministre. EU-reglerne tillader, at en hvilken som helst sammensætning af nationale ministre kan give den endelige godkendelse af en lov. Det kræver dog, at den har været igennem alle de andre trin i lovgivningsprocessen.
Vedtagelsen kommer, efter at en række EU-lande har oplevet en stigende tilstrømning af asylansøgere.
Målet med lovgivningen er at sikre hjælp til de personer, der har krav på beskyttelse. Men til gengæld hurtigere afvisning af personer, der ikke er flygtninge.
Den mest omstridte del af pakken indebærer, at der skal oprettes grænsefaciliteter i EU til at modtage asylansøgere.
Her skal asylansøgerne screenes og hurtigt sendes tilbage, hvis de ikke opfylder betingelserne for ophold.
Asylansøgerne skal ifølge den nye lovgivning tilbringe op til 12 uger i modtagelsescentre. Her vil de skulle vente på en afgørelse, før de eventuelt kan rejse ind i EU.
Asyl- og migrationspagten indeholder også forslag, som skal sikre hjælp til EU-lande, der oplever et stort antal asylansøgninger.
Det kan eksempelvis være lande som Italien og Grækenland ved EU’s ydre grænse mod Middelhavet.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.