På landets universiteter er det almindeligt, at studerende tager et semester eller mere i udlandet. Den mulighed skal flere elever på erhvervsuddannelserne også benytte sig af.
Det mener undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
“Jeg er glad for, at vi bliver enige om, at flere lærlinge skal til udlandet som del af deres uddannelse. Min drøm er, at det bliver lige så normalt som blandt universitetsstuderende”, siger Mattias Tesfaye.
EU-Kommissionen havde oprindeligt foreslået, at målsætningen skulle være 15 procent. Det støttede Danmark, men der var ikke opbakning blandt de øvrige EU-lande. Derfor endte målsætningen på, at 12 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne skal på udveksling.
I dag er målsætningen på otte procent af eleverne. Men det er for lidt, mener undervisningsministeren.
Han ønsker, at målsætningen bliver indført bredt på de faglige uddannelser. I slutningen af maj tager han til Tyskland for at indgå en aftale med EU’s største land om at styrke samarbejdet og fremme udvekslingen af danske og tyske lærlinge.
Bedre mulighed for udveksling vil også være et af initiativerne i det næste udspil om erhvervsuddannelserne, som regeringen ventes at præsentere inden længe, fastslår Tesfaye.
Regeringen har tidligere afsat 900 millioner kroner til at styrke kvaliteten på erhvervsuddannelserne. Derudover vil Tesfaye gå efter at supplere med EU-midler.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.