EU-landene har mandag som ventet sagt ja til ny lovgivning, der skal forbedre luftkvaliteten i EU. Samtidig bliver der åbnet for, at EU-borgere vil kunne søge erstatning for sundhedsskader i tilfælde, hvor EU’s regler for luftkvalitet ikke overholdes.
Det oplyser EU-Ministerrådet mandag i en pressemeddelelse.
De nye regler skal bidrage til EU’s mål om et forureningsfrit miljø i 2050. Håbet er, at det samtidig vil hjælpe med at forhindre for tidlige dødsfald som følge af luftforurening.
Ifølge EU-Ministerrådet er luftforurening den største miljømæssige sundhedsrisiko i Europa. Det skønnes, at omkring 300.000 for tidlige dødsfald årligt i Europa skyldes luftforurening.
Derfor foreslog EU-Kommissionen i oktober 2022 at styrke lovgivningen på området. I februar i år indgik EU-Parlamentet og EU-Ministerrådet så en aftale om den endelige tekst.
Det er den lovtekst, der mandag som ventet blev vedtaget i EU-Ministerrådet. Det sker, efter at EU-Parlamentet i april stemte ja til direktivet.
Det nye direktiv forenkler EU’s regler om luftkvalitet ved at slå de to eksisterende EU-direktiver sammen til ét.
Målet er at bringe kvalitetsstandarderne i overensstemmelse med Verdenssundhedsorganisationens (WHO) anbefalinger.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.