EU vil øge antallet af ukrainske soldater, der skal gennemgå træning. Det siger EU’s udenrigschef, Josep Borrell. Han forventer, at der vil kunne meldes et nyt mål ud fredag i forbindelse med et møde i Bruxelles for EU-landenes forsvarsministre.
“Træningen af ukrainske soldater er en afgørende del af den militære støtte til Ukraine. Målet i dag er at træne 60.000 ukrainske soldater. Det mål vil blive øget i dag”, siger Josep Borrell.
Samtidig skal EU-landenes forsvarsministre ifølge Borrell diskutere, om man vil etablere det, han kalder en “celle” i Ukraines hovedstad, Kyiv, for at koordinere træningen med det ukrainske militær.
“Det er den mest succesfulde træningsmission i EU’s historie. Det er bemærkelsesværdigt, at EU-landene formår at træne 60.000 og snart flere ukrainske soldater”, siger Josep Borrell.
Træningsmissionen startede i november 2022 og foregår i øjeblikket i Tyskland og Polen. Ifølge Borrell er der ikke planer om at flytte træningen ind i Ukraine. Dermed ville soldaterne ellers blive trænet tættere på fronten.
“Vi skal diskutere, om vi skal have et koordinationscenter i Ukraine. Men der er ikke enighed om at træne ukrainske soldater i Ukraine”, siger Josep Borrell.
Danmark er ikke tilhænger af at flytte træningen ind i Ukraine.
“Jeg synes, vi skal fortsætte den træning, som vi har nu, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen under en pause i mødet.
Han fremhæver, at Danmark blandt andet bidrager til træningen i Storbritannien.
“Der findes andre lignende træningsaktiviteter rundt om i nabolandene til Ukraine. Det er der, jeg synes, vi skal lægge vores fokus”, siger Troels Lund Poulsen.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.