Et flertal i Grønland ville stemme ja til optagelse i EU, hvis der blev afholdt en afstemning om medlemskab.
Det viser en meningsmåling foretaget af Epinion for Grønlands Universitet i foråret 2024, skriver mediet KNR.
60 procent af de adspurgte ville stemme ja, mens 40 procent ville sætte kryds ud for nej.
Den pludselige opbakning til et EU-medlemskab er overraskende, mener Rasmus Leander Nielsen, der er leder for center for udenrigs- og sikkerhedspolitik hos Grønlands Universitet.
I 2021 viste en meningsmåling, at 60 procent ville stemme nej til EU-medlemskab.
“Det er et overraskende resultat, at der nu er et relativt stort flertal i den grønlandske befolkning, der mener, at Grønland burde melde sig ind i EU”, siger centerlederen til KNR.
Han fortæller, at EU fik en del omtale i den periode i foråret, hvor meningsmålingen blev foretaget.
Blandt andet var EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i midten af marts i Grønland for at åbne et EU-kontur i Nuuk.
Grønland trådte i 1985 ud af EU, der dengang hed EF, skriver KNR.
Grønland har ikke kappet båndene helt til EU, da der er indgået samarbejdsaftaler på flere området. Blandt andet omkring fiskeri og uddannelse.
Det er flere år siden, at Grønland har haft en diskussion om optagelse af EU på politisk niveau, siger Rasmus Leander Nielsen.
Partiet Demokraterne bragte spørgsmålet op for seks-syv år siden, fortæller centerlederen. Dengang blev der talt om at lave en analyse omkring fordele og ulemper ved EU-medlemskab.
Epinion-målingen har haft deltagelse af 702 personer. Den statistiske fejlmargin ligger er på mellem 2,5 til 3 procent, skriver KNR.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.