Danmark har ligesom de øvrige EU-lande længe advaret Israel mod en militær offensiv i Rafah. Alligevel har Israel igangsat en operation, som i denne uge er kommet i særligt kritisk lys, efter at et israelsk luftangreb mod to Hamas-ledere antændte en brand i flygtningelejr.
Branden kostede ifølge de Hamas-kontrollerede myndigheder i Gaza mindst 45 mennesker livet. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) håber, at det endnu kan lykkes at overvise Israel med ord om, at man bør stoppe offensiven. Ellers åbner den danske udenrigsminister for at se på mulige konsekvenser for Israel:
“Det siger sig selv, at med den særlige relation, vi har til Israel, som er en ven af Europa, og en ven af Danmark, så vil vi jo først prøve med det gode ord. Men det siger også sig selv, at i længden kan ord jo ikke gøre det alene, hvis ikke der lyttes til dem”, siger Lars Løkke Rasmussen.
EU-landenes kritiske syn på Israels militære fremfærd i Rafah har fået fornyet styrke, efter at FN’s øverste retsinstans i sidste uge afsagde kendelse om situationen.
Den Internationale Domstol (ICJ) beordrede i sidste uge Israel til “øjeblikkeligt at indstille sin militære offensiv i Rafah”. Det var kort efter denne udmelding, at Israel gennemførte angrebet, der også kostede civile livet.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.