Have the article read by OpenAI (Beta). Please note that AI translations may take some time to process.

Minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) mødes onsdag med EU’s kommissær på miljøområdet for at drøfte mulighederne for at regulere ulve.

Det oplyser ministeriet i et skriftligt svar til Ritzau.

“Vi har for få dage siden indledt drøftelser med EU-Kommissionen om, hvordan vi får bedre muligheder for at regulere ulven.

Ulven er beskyttet i det, der hedder habitatdirektivet, men vi vil gerne have flere muligheder for regulering”, siger ministeren.

Ministeren oplyser også, at han har sat sit ministerium i gang med at se nærmere på mulighederne for regulering af såkaldte problemulve.

Jeg vil gerne udfordre den måde, ulvene er blevet håndteret på tidligere, så jeg har sat ministeriet i gang med at afklare, hvad EU’s habitatdirektiv tillader i forhold til definitionen på en problemulv”

En problemulv er ifølge hjemmesiden for Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø eksempelvis en ulv, der ikke har en instinktiv skyhed over for mennesker.

Debatten om ulve ramte endnu en gang mediernes overskrifter, da der tidligere i januar blev set en flok ulve i et villakvarter i Oksbøl nær Varde.

Flere beboere berettede i lokale medier om, at det havde skabt utryghed.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Anders Kronborg luftede efterfølgende tanken om at sende ulve fra Jylland til Fyn og Sjælland.

Idéen blev dog skudt ned af grøn trepartsordfører Ida Auken (S).

Der er imidlertid brug for at finde “den rette balance mellem mennesker og natur”, sagde hun til Ritzau efter et møde om sagen med regeringspartiernes ordførere 24. januar.

“Når der er ulve, der går så tæt på, må vi se, om vi har den rette definition af det, der hedder problemulv. Altså om det i virkeligheden er en ulv, man skal have lov til at aflive, når den kommer så tæt på mennesker”, lød det fra Ida Auken.

Mandag aften er der borgermøde om ulvesituationen i Oksbøl. Her deltager Jeppe Bruus og professor ved Institut for Ecoscience Peter Sunde fra Aarhus Universitet.

Der er ifølge den seneste opgørelse fra Den Nationale Ulveovervågning mellem 60 og 80 ulve i Danmark – alle i Jylland.

Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.