Have the article read by OpenAI (Beta). Please note that AI translations may take some time to process.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mødte ikke op alene, da han mandag ankom til EU-udenrigsministermødet i Bruxelles.

I stedet valgte de nordiske og baltiske landes ministre at møde op i samlet trop for at tale med den internationale presse ved mødet.

Det skete med en opfordring til at øge den militære støtte til Ukraine.

De nordisk baltiske lande er den andenstørste donor til Ukraine efter USA.

“Vi er kun otte små lande, som ikke er økonomiske sværvægtere. Så hvis andre følger det eksempel, så er der ingen tvivl om, at Ukraine kan vinde”, siger Lars Løkke Rasmussen.

Dermed forsøger de otte lande i den nordlige og østlige del af Europa at sende et signal om, at resten af Europa kan gøre mere.

“Der er diskussioner i gang om en plan for efterkrigstiden. Men vi mener, at det vigtigste budskab lige nu er, at vi skal øge den militære støtte til Ukraine.

Så vil de stå stærkest muligt, når tidspunktet for fredsforhandlinger måtte komme”, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han retter ikke kritikken mod nogle specifikke lande. Men store sydeuropæiske lande som Frankrig, Italien og Spanien har igennem konflikten fået kritik for at gøre for lidt for at hjælpe Ukraine.

Flere lande – inklusiv sværvægterne Tyskland og Frankrig – står dog med store økonomiske udfordringer, som påvirker både borgere og de offentlige finanser.

Derfor skal der tænkes kreativt. Estlands udenrigsminister, Margus Tsahkna, foreslår, at Europa skal beslaglægge de indefrosne russiske midler i Europa og bruge dem til krigsindsatsen.

Det er en skærpelse i forhold til nu, hvor det alene er afkastet fra midlerne, der bruges til støtte for Ukraine.

“Vi skal øge den hurtige militære støtte til Ukraine. Vi skal beslaglægge de 300 milliarder euro i indefrosne russiske midler, så vi kan give Ukraine mulighed for at kæmpe for sin frihed”, siger Margus Tsahkna.

Lars Løkke Rasmussen nåede på det korte pressemøde ikke at fastslå, om Danmark er enig i den udmelding. Men fra de øvrige ministre lyder det, at alle otte lande er enige om at beslaglægge alle de indefrosne russiske midler.

EU-landene har hidtil været tilbageholdende med at tage det skridt, fordi man mener, at det vil være i strid med internationale regler, der skal sikre, at lande trygt kan placere deres penge forskellige steder i verden.

Ved at bruge de indfrosne russiske midler vil Europa dog være i stand til at fylde hullet efter USA, hvis Trump beslutter at stoppe den amerikanske militære støtte til Ukraine, lyder det.

“Europa skal stå sammen. Det ønsker vi også at understrege ved at stå her som en samlet gruppe”, siger Lars Løkke Rasmussen.

Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.