“I dag er en historisk dag, hvor vi går videre til faktiske, reelle forhandlinger.” Sådan lød det tirsdag begejstret fra Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, på dagen, hvor Ukraine og Moldova indleder optagelsesforhandlinger med EU.
Det har været målet for Zelenskyj at få gang i forhandlingerne med EU for at indgyde nyt mod og håb i den ukrainske befolkning, der fortsat kæmper mod den russiske besættelsesmagt.
Tirsdag blev forhandlingerne åbnet med en såkaldt regeringskonference i Luxembourg. Den er første skridt i en proces, som ventes at vare flere år. EU-Kommissionen og det belgiske EU-formandskab repræsenterer EU ved konferencen.
Danmark er blandt de EU-lande, som vil bidrage til, at Ukraine og Moldova kan opfylde betingelserne for medlemskab. Regeringen vil konkret afsætte 150 millioner kroner af til formålet. Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
“Vi har hele tiden sagt, at en udvidelse af EU ikke handler om at sænke barren for optagelse, men om at hjælpe kandidatlandene over den. Og det er præcis det, vi nu hjælper Ukraine og Moldova med”, siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.