Ungarn fortsætter med at blokere for militærhjælp til Ukraine for milliarder af kroner.
Det står klart efter et møde for EU-landenes udenrigsministre mandag.
EU’s udenrigschef, Josep Borrell, undlader at nævne Ungarn direkte, men siger, at “et land” blokerer for de nødvendige beslutninger.
“EU-landenes stats- og regeringschefer gav grønt lys til Ukraine Assistance Fund på topmødet i marts. Men den er fortsat ikke sat i værk”, siger Josep Borrell.
Han havde oprindeligt talt for, at der skulle afsættes 20 milliarder euro til militærhjælp til Ukraine over fire år. Det skulle give Ukraine mere ro og vished om, at den militære støtte vil komme.
Men EU-landene kunne ikke blive enige om at forpligte sig så længe. Derfor blev fonden i første omgang kun på fem milliarder euro for et år.
EU-landene er dog fortsat ikke nået til enighed om at sætte fonden i gang, så Ukraine kan modtage hjælpen.
Til stor frustration for flere EU-lande blokerer Ungarn igen. Det kan få negative konsekvenser for Ukraine, som er presset på slagmarken, vurderer Josep Borrell.
Det redaktionelle ansvar for udgivelsen ligger hos Ritzau.