Elbiler, der er produceret i Kina, vil fremover blive pålagt toldsatser på op til 45,3 procent, når de importeres til lande inden for EU.

Det har EU-Kommissionen vedtaget tirsdag, skriver Reuters.

EU har i forvejen en toldsats på ti procent på kinesiske elbiler.

Efter en undersøgelse af kinesisk statsstøtte besluttede EU-landene tidligere i oktober, at der skulle lægges op til 35,3 procent ekstra told på elbiler fra kinesiske fabrikker.

Det er denne stigning, som nu formelt er blevet vedtaget, fortæller en højtstående embedsmand i EU til Reuters.

De nye toldsatser træder i kraft onsdag.

De ekstra toldsatser varierer fra bilmærke til bilmærke. Tesla, der bliver ramt af den mindste stigning, bliver pålagt yderligere 7,8 procent told, mens det kinesiske bilmærke SAIC rammes af ekstra 35,3 procent told.

Ændringerne skal sikre fairplay for europæiske bilproducenter.

EU-Kommissionen gennemførte i foråret undersøgelsen af statsstøtte til kinesiske bilproducenter. Konklusionen af granskningen var, at Kina gav urimelig statsstøtte til egne bilproducenter.

Dermed skabte Kina ifølge EU-Kommissionen en skævvridning af markedet i EU. For at beskytte de europæiske bilproducenter lagde EU-Kommissionen derfor op til at indføre ekstra told på kinesiske elbiler.

Det samme har USA og Canada tidligere gjort. I begge lande er der lagt 100 procent told på kinesiske elbiler.

Tyskland er blandt flere EU-lande, som har opfordret til at finde et alternativ til den forhøjede told på kinesisk producerede elbiler.

Landet er EU’s største økonomi og største bilproducent.

Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, har tidligere givet udtryk for, at hans regering frygter, at øget europæisk told på kinesiske elbiler vil blive mødt med øget kinesisk told på tyske biler.

Ifølge Dansk Industri (DI) behøver danske forbrugere ikke at frygte generelt stigende priser på elbilmarkedet som følge af de nye toldsatser.

Det siger Thomas Møller Sørensen, der er branchedirektør i DI Bilbranchen, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

“Det europæiske marked er så afgørende for de kinesiske bilproducenter, at vi forventer, de enten vil betale tolden ud af deres egen avance eller alternativt placere produktionen uden for Kina. Konkurrencen på markedet for elbiler er så intens, at prisstigninger for mange bilmærker reelt vil betyde, at de er ude af markedet”, siger han.

EU-Kommissionen anslår ifølge Reuters, at kinesiske elbilproducenter sidder på otte procent af elbilmarkedet i EU. I 2019 udgjorde kinesisk producerede elbiler mindre end en procent af de solgte elbiler i EU.

Ifølge kommissionen er priserne på elbiler fra fabrikker i Kina typisk 20 procent lavere end prisen på elbiler, der er produceret inden for EU.

EU-Kommissionen har haft en række tekniske forhandlinger med Kina i forsøg på at finde et alternativ til øgede toldsatser. Men det er altså foreløbig ikke lykkedes.

Ifølge kommissionen vil forhandlingerne fortsætte, efter at de nye toldsatser er trådt i kraft, skriver Reuters.